Café Paraplyen dækker ikke kun for regnen

På Café Paraplyen er arbejderne og de mange frivillige fyldt af mod på et arbejde, hvor man aldrig ved, hvad der sker, og hvor man aldrig er sikker på succes.

Foto: Maria Heskjær Eriksen

Døren og armene er åbne.

På Café Paraplyen er der skruet op for varmen, mens snakken går mellem de besøgende. Smørrebrød og hjemmebagt kage fylder glashylderne ved disken, og de frivillige er klar til at betjene. Høfligheden oser ud af de frivillige, der serverer kaffe og varm kakao, som noget af det første når man træder ind af døren. Caféens formål er at skabe et alkoholfrit miljø, hvor alle er velkomne. Det er folk fra alle aldre, der træder ind af døren, men om torsdagen er det en lukket gruppe, en gruppe kun for familier, så også børnene kommer i fokus, mens de voksne har mulighed for samtaler med ansatte og frivillige samt nye bekendtskaber med andre forældre. Selvom der er mange forskellige typer, der træder ind af glasdøren, mener Britta, der er ansat hos Café Paraplyen, ikke, at der kommer nogen ind af dørene, man burde være skræmte af. ”Vi lærer dem at kende, og ser ikke på dem som det ene eller det andet, men som mennesker ligesom os andre,” siger Britta med en blød stemme og går igen over til de borde, hvor den gode stemning kommer fra. Der hvor snakken går uden bekymringer, og der hvor de besøgende har et frirum.

Omsorg som hjælp

De besøgende kommer ikke kun ind for varmen, men også for omsorgen og fællesskabet. Dianne kommer ind i caféen hver dag, hun kommer om morgen og går først ud af dørene til caféen igen sen eftermiddag, ”Det er et godt sted og være, så bliver jeg jo ved med at komme. Det er her min vennekreds bliver udbygget,” siger Dianne, som sidder stille og rolig og læser en avis. I den brune sofagruppe ovre i hjørnet sætter sig en mand, og med det samme kommer en af de mange frivillige hen, sørger for at han har mad at spise og at han har det så godt som muligt. Det sker en sjælden gang at der kommer en alkoholpåvirket ind på caféen og selvom stedet er alkoholfrit bliver ingen sendt hjem uden at kunne tage vare på sig selv.

Mod er en nødvendighed

Mod beskriver både frivillige, arbejdere og de besøgende, der hver dag møder nye udfordringer, for ikke to dage er ens. Hver dag er ikke en lige stor succes. Det sker at nogen af de besøgende ikke vender tilbage til caféen eller at en begravelse står på programmet. ”Det er der, vi bliver professionelle som arbejdere, det her job og sted ville være for hårdt, hvis ikke vi var forberedte på sådanne ting.” udtaler Britta. Arbejdsmiljøet kan virke barskt, men det afspejler stedet ikke, caféen er hjemlig og hyggelig, stemningen er god og duften af mad fylder lokalerne.

#2